Pressemeddelelser
Førstereparationsprojekt på 50 MW vindmøllepark i Sydasien
Første vindpark anvender CNC Onsite og We4Ce teknologi til vingerodsreparation
Vejle, Danmark, 7. Juli 2025 — Den danske specialist i præcisionsbearbejdning CNC Onsite og den hollandske vingeekspert We4Ce har gennemført deres første fælles projekt med overførsel af reparationskompetencer til en vindmøllepark i Sydasien. I maj blev kundens teknikere trænet i selvstændigt at reparere løse bøsninger i vingerødderne på 26 møller. Det var første gang, selskabernes nye reparationsmetode blev brugt i praksis. Metoden er et omkostningseffektivt og bæredygtigt alternativ til fuld udskiftning af vinger, da den eliminerer behovet for ekstern transport og kan reducere vingeaffald.
CNC Onsites specialbyggede præcisionsmaskine fjerner de beskadigede bøsninger direkte på stedet, hvilket gør det muligt for parkens teknikere at anvende We4Ce’s patenterede “Re-FIT”-metode til montering og fastgørelse af nye bøsninger. Før opstarten af 50 MW-projektet i Sydasien modtog teknikerne træning i reparationsmetoden hos We4Ce i Holland samt i betjeningen af præcisionsmaskinen hos CNC Onsite i Danmark. Teknologien leveres som en licensløsning og giver vindmølleparker mulighed for at udføre større vingereparationer med egne serviceteams.
Efter træningen etablerede kundens serviceteam i Sydasien et midlertidigt værksted direkte i vindmølleparken, hvor de over flere uger har udført omfattende reparationer under opsyn af CNC Onsite og We4Ce.
“At sikre og nu udføre denne første kontrakt for vores nye metode til udskiftning af bøsninger direkte i vindmølleparken var resultatet af solidt ingeniørarbejde med fokus på praktisk anvendelse,” siger Arnold Timmer, administrerende direktør for We4Ce. “Vi fik idéen i begyndelsen af 2022 efter en opgave med en kunde i Indien og brugte derefter tre år på at udvikle og teste løsningen.”
Ved at anvende reparationsteknologien vil kunden nu være i stand til at erstatte mere end 1.000 defekte bøsninger. Processen kombinerer præcisionsboring, en specialiseret fastgørelsesmetode, og installation af udskiftningsbøsninger, hvilket resulterer i en næsten ny komponent, designet til ikke alene en pålidelig ydeevne men også en forventet levetid på op til 20 år. Denne proces er en betydelig forbedring sammenlignet med konventionelle reparationsmetoder.
Reparationsteknologien: En fremtidig mulighed for drift og vedligeholdelse (O&M)
Med drift og vedligeholdelse (O&M) som afgørende faktorer for vindmøllers ydeevne på lang sigt vil ”genfremstilling” — hvor komponenter bringes tilbage til samme eller bedre kvalitet end i den oprindelige tilstand — sandsynligvis præge vindsektorens tilgang til vedligeholdelse i de kommende år.
Udskiftning af bøsninger som en onsite løsning er en avanceret proces, der kræver de rette maskiner og komponenter for at sikre en stærk mekanisk forbindelse.
Tre industrielle arbejdstelte, hver på 100 m² blev opstillet i vindmølleparken. I det første telt blev en vinge boret; i det andet blev bøsningen udskiftet; og i det tredje blev den endelige finish kontrolleret og sikret.
We4Ces og CNC Onsites metode giver betydelige fordele: op til 60 procent i omkostningsbesparelser, reduceret nedetid samt miljøfordele ved at eliminere potentielt vingespild og transport, som typisk medfører høje logistiske omkostninger og CO2-udledning.
Effektiv boring i rotorblade af glasfiber
CNC Onsite har designet og bygget en specialudviklet maskine til at bore defekte bøsninger ud af vingernes rodende. Maskinen skaber præcist dimensionerede huller specielt tilpasset de nye bøsninger.
”Boring i glasfiber slider meget på borene, hvilket gør processen både krævende og tidsintensiv. Derfor udviklede vi som en del af projektet særlige bor, der sikrer høj præcision og effektivitet,” forklarer Søren Kellenberger, partner og salgsdirektør hos CNC Onsite.
Infusionsteknologi sikrer holdbar fastgørelse af bøsninger
We4Ce anvender sin patenterede infusionsteknologi til at fastgøre de nye erstatningsbøsninger. Gennem et indløbsrør bliver epoxyresin injeceret gennem bøsningen, mens vakuum sikrer en ensartet fordeling rundt om hulrummet.
Bøsningen i rodenden af vingen er en sikkerhedskritisk komponent, der forbinder vingen med navet. I visse vinger er bøsningen indstøbt i polyester. Hvis materialet under produktionen trækker sig sammen eller fordeler sig ujævnt, kan der opstå mikrorevner, som over tid kan udvikle sig til større revner. Dette reducerer vedhæftningen og øger risikoen for, at bøsningen løsner sig – med potentiel vingeskade til følge.
We4Ce og CNC Onsite forbereder i øjeblikket flere kommende projekter med stort potentiale, herunder i Brasilien og USA.
Om CNC Onsite
CNC Onsite, der har hovedkontor i Vejle, designer, bygger og leverer mobile bearbejdningsmaskiner med høj præcision til vindmøller, herunder offshore-fundamenter. Maskinerne kan bygges til en række forskellige opgaver. CNC Onsite betjener vindenergisektoren på land og til havs og leverer løsninger indenfor: Bearbejdning af stålflanger med stor diameter og vingerodender; specialiserede reparationsydelser til krøjekranse, , rotorlåse, generatoraksler, lejehuse, fjernelse af ødelagte bolte og reparation gevindhuller. cnc.46-224-226-199.sslip.io
Om We4Ce
Med hovedkontor i Almelo, Nederlandene, har We4Ce mere end 25 års erfaring med levering af teknologi til rotorblade – både til produktion og eftermarkedet. Virksomheden arbejder med vingedesign, bøsningsteknologi til vingerødder i størrelserne M20–M42 samt teknologi til sektioner med udskiftelige vingerødder.
Inden for eftermarkedet udfører We4Ce fejlanalyser (Root Cause Analyses, RCA) af vingefejl og tilbyder en licensmodel til den patenterede Re-FIT genfremstillingsmetode for vingerodsbøsninger. I tæt samarbejde med vindmølleparkejere gennemfører We4Ce’s forskningslaboratorium en række udmattelsestest og ekstrem belastningstest på forskellige størrelser og parametre, som understøtter udviklingen af bøsninger til producenterne.
We4Ce samarbejder desuden med TNO’s testinstitut om prøvning af store emner og godkendelse hos certificeringsorganer som TÜV og UL.
Media contact
Dr. Malene Conlong
M.conlong@mollerint.dk
+49151 53930015


KONTAKT OS
For yderligere information omkring reparationsløsningen.
Søren Kellenberger
Salgsdirektør
+45 25 53 76 50 | ssk@cnconsite.dk
