Specialløsninger Kan du ikke finde din reparation? Vi designer skræddersyede løsninger til unikke turbinegeometrier.
Pressemeddelelse

Søren Kellenberger bliver ny administrerende direktør hos CNC Onsite

PRESS RELEASE

Personale

Søren Kellenberger bliver ny administrerende direktør hos CNC Onsite

Vejle, Denmark, 26 Januar 2026 – CNC Onsite, en dansk specialist i præcisionsbearbejdning til vindenergisektoren, meddelte i dag, at Søren Kellenberger, medejer og salgsdirektør, med øjeblikkelig virkning overtager rollen som administrerende direktør efter Aage Dam. Aage fortsætter i virksomheden frem mod sommerferien for at sikre en glidende overgang. Som ny CEO vil Søren fokusere på at styrke og udvide selskabets internationale aktiviteter på markeder som Europa og Nordamerika.Ledelsesskiftet blev i dag formelt kommunikeret til alle medarbejdere på et internt personalemøde.

“Virksomheden er vokset støt ved at løse komplekse tekniske udfordringer på stedet, og mit mål er at fortsætte denne udvikling. CNC Onsite vil fokusere på at videreudvikle vores kompetencer og støtte vores kunder inden for vindsektoren og tunge industrier, samtidig med at vi fastholder den innovative tilgang, som har kendetegnet CNC Onsite. Virksomhedens udvikling er og vil fortsat være drevet af medarbejdernes faglige kompetencer og engagement, som spiller en central rolle i vores vækst og internationale rækkevidde. Jeg ser frem til udfordringen som CEO hos CNC Onsite,” siger Søren Kellenberger, kommende administrerende direktør og medejer.

I forbindelse med overgangen er ejerkredsen desuden blevet udvidet med bestyrelsesformand Jan Kjærsgaard, som har mangeårig erfaring fra vindindustrien, herunder fra ledende virksomheder i branchen.

Ledelsesskiftet er en del af et planlagt generationsskifte. Det første skridt blev taget for omkring et år siden, da Daniel Schou Jensen tiltrådte ledelsen og samtidig indtrådte i ejerkredsen. Virksomheden er nu nået til et punkt, hvor Aage Dam, efter eget ønske, kan trække sig tilbage og udtræde af virksomheden.

”Siden jeg tiltrådte CNC Onsite i 2016, har jeg haft fornøjelsen af at arbejde med et team, der elsker at løse komplekse problemstillinger fællesskab. Sammen har vi omsat idéer til praktiske løsninger, udviklet nye metoder og maskiner, registreret patenter og leveret resultater, som vores kunder i dag bygger videre på.

”Blandt de væsentligste milepæle for mig er skaleringen af vores flangefræsningskapacitet med ‘Hercules’-maskinen, udvidelsen af reparationer af krøjekranse på tværs af flere platforme samt gennemførelsen af vores første on-site reparation af rod-ender på vindmøllevinger. Jeg værdsætter det, vi har opnået som team, og jeg har fuld tillid til, at Søren vil fortsætte med at føre virksomheden fremad,” siger Aage Dam, fratrædende CEO og medejer.

CNC Onsites kernekompetence ligger inden for vindenergi, herunder on-site bearbejdning og reparation af vindmøllekomponenter. Virksomheden arbejder desuden inden for tunge industrier som raffinaderier, broer og maritim infrastruktur, hvor den leverer on-site bearbejdnings- og reparationsservices. CNC Onsites hovedsæde i Vejle blev opført i 2023 og har styrket både værkstedskapacitet og teknisk ekspertise.

CNC Onsite ejer flere patenter, herunder til on-site flangefræsning samt reparation af krøjekranse oppe i nacellen, en metode, der reducerer nedetid og eliminerer behovet for kraner.

Seneste projekter omfatter udvikling og leasing af “Hercules”, en stor flangefræser, som kan bearbejde flanger på op til 11 meter i diameter, under langtidsaftaler med to virksomheder, CS WIND Offshore og Welcon. I løbet af sidste år gennemførte CNC Onsite sin første vingerodsreparation i samarbejde med det hollandske firma We4Ce og udvidede samtidig kapaciteten til reparation af krøjekranse oppe i tårnet på tværs af flere vindmølletyper.

Over det seneste årti har CNC Onsite øget sin bruttofortjeneste med mere end 300 procent og mere end fordoblet medarbejderstaben til over 60 ansatte. I det seneste regnskabsår (regnskabsår 2024/25) rapporterede virksomheden en bruttofortjeneste, der steg 74 procent år-til-år til 58,7 mio. DKK, EBIT steg med 152 procent og resultatet efter skat blev mere end fordoblet.
Om CNC Onsite.

CNC Onsite, grundlagt i 2012 og med hovedkontor i Vejle, designer og leverer mobile maskiner til bearbejdning med høj præcision indenfor vindmølleindustrien, herunder offshore-fundamenter. Maskinerne bygges fleksibelt efter virksomhedens egen “building blocks”-metode, hvilket gør det muligt at tilpasse løsninger til en bred vifte af opgaver.

Virksomheden betjener både onshore og offshore vindmølleprojekter og tilbyder blandt andet: bearbejdning af stålflanger, specialiserede reparationsydelser til krøjekranse, rotorlåse, generatoraksler, lejehuse og gevindhuller, fjernelse og udskiftning af slidte eller ødelagte bolte, samt reparation af gevindbøsninger i roden på vindmøllevinger.

CNC Onsite opererer med ISO 9001, ISO 14001 og ISO 45001-certificeringer og er et privat ejet dansk selskab.

Soren Kellenberger pictured at CNC Onsites HQ in Vejle
Vil du vide mere?

TAL MED OS OM DIT NÆSTE PROJEKT

Uanset om du planlægger en yaw-ring-reparation, en monopile-flangekampagne eller noget vi ikke har set før — vi vender tilbage inden for én hverdag.